Brugen af nanomaterialer på arbejdspladsen

Nanomaterialer produceres og anvendes af mange europæiske industrier, herunder kemikaliefabrikanter. Produktionen og brugen af disse materialer reguleres både af EU-lovgivning og gennem national lovgivning. Arbejdsgivere skal sikre, at arbejdstagere har både kendskab og udstyr til at bruge disse materialer sikkert.  

Da nanoteknologi anvendes til at producere en lang række produkter og løsninger, kan mange arbejdstagere være eksponeret for dem på deres arbejdsplads. Nanomaterialer produceres ofte i lukkede systemer, men eksponering kan opstå i forbindelse med vedligeholdelse eller håndtering af færdige produkter.

Nanomaterialer anvendes også af "downstream-industrier", som f.eks. automobilindustrien, kosmetik, elektronik, medicin, medicinsk teknologi og tekstilfremstilling. Når nanomaterialer bruges som pigmenter, f.eks. i en industrisprøjte, kan eksponering ikke udelukkes. Derfor kan en sådan brug være ledsaget af en henstilling om udluftning eller brug af personlige værnemidler, såsom handsker. Dette er imidlertid måske ikke tilstrækkeligt til at sørge for sikker brug, og derfor findes der også lovkrav om, at arbejdstagere skal modtage passende uddannelse, så de kan udføre deres arbejde på en sikker måde.

Brug af nanomaterialer på arbejdspladsen betyder ikke, at der er en risiko, eller at denne risiko ikke kan kontrolleres.

Risiko er resultatet af fare x eksponering. Et nanomateriales farlige egenskaber bestemmes af dets kemiske sammensætning og fysiske egenskaber, som f.eks. størrelse, form, og krystalstruktur og dets (øko)toksikologiske virkninger.

Der er i øjeblikket mistanke om, at visse typer nanomaterialer, som f.eks. lange stive fibre, der sidder fast i lungerne, muligvis vil kunne forårsage fibrose og/eller betændelse. I modsætning hertil synes sund hud at være relativt modstandsdygtig, også over for partikler i nanostørrelse. Hvis nanomaterialer kunne være persistente i kroppen, forøger dette risikoen for, at de kan forårsage skade.

Categories Display