Nanomaterialer anvendes i stort set alle industrisektorer og produktkategorier, det være sig kosmetik, industrikemikalier eller lægemidler.

På grund af nanomaterialers udbredte anvendelse kan også forbrugere, arbejdstagere og miljøet blive eksponeret for dem på mange forskellige måder.

Arbejdstagere håndterer dem i fremstillingsprocesser som råmaterialer. Når disse behandles gennem livscyklussen i forskellige downstream-anvendelser, kommer mange flere personer til at anvende dem enten i produkter, som f.eks. maling, eller i artikler, f.eks. printere. Der er en forskel mellem de produkter og artikler, der er fremstillet ved hjælp af nanoteknologi, og dem, som, når de anvendes, stadig indeholder frie nanopartikler.

Der er en fælles forståelse af, at nanomaterialer betragtes som stoffer, ligesom alle andre stoffer. Det gælder også for deres status i en reguleringsmæssig sammenhæng.

Definitionen af stof er så bred, at den også omfatter alle former for stoffer, herunder partikler i en nanoskala på 1-100 nm (dvs. nanomaterialer). Men nanomaterialer kan opføre sig anderledes end andre stoffer, ikke blot når de anvendes i produkter eller artikler, men også i et risikovurderingsperspektiv.

På grund heraf kan der være behov for at skelne nanomaterialer fra andre større partikler i forbindelse med risikovurdering og risikostyring.