Nanomaterialer i vores mad
Der findes nanomaterialer i den mad, vi spiser. De kan anvendes til at øge fødevarers ernæringsværdi eller til at mindske mængden af tilsætningsstoffer såsom sukkerarter, salte, aroma- og farvestoffer i produktet.
Nogle nanomaterialer er blevet anvendt som tilsætningsstoffer i vores fødevarer i årtier. To eksempler herpå er titandioxid, der sædvanligvis benævnes med sin fødevaretilsætningsstofkode E171, og syntetisk amorf kiselsyre (SAS) eller E551. SAS anvendes som klaringsmiddel til at fjerne opslæmmede faststoffer fra væsken i drikkevarer og forhindre klumpdannelse i pulverformig mad. Ved sådanne anvendelser vil en brøkdel af partiklerne af SAS og titandioxid i fødevareprodukterne være i nanoskala som følge af fremstillingsprocessen.
Et område, der er under udvikling, er anvendelsen af nanomaterialer som middel til at forbedre optagelse og afgivelse af næringsstoffer og andre stoffer såsom vitaminer og omega-3-fedtsyrer i kosttilskud. Nanomaterialer kan desuden medvirke til at dispergere stoffer, der ikke selv er opløselige i vand.
Trods mange interessante anvendelser er der mulige problemer forbundet med forbrugersikkerheden. Til beskyttelse af forbrugerne er der fastlagt en stram juridisk ramme, der bestemmer, at brugen af nanomaterialer i fødevarer skal godkendes af regulerende myndigheder, før de markedsføres,, og at deres potentielle risici skal vurderes grundigt.