Vi eksponeres hele tiden for en masse kemikalier, herunder nanomaterialer, f.eks. gennem den luft, vi indånder, den mad, vi spiser, det tøj, vi har på, eller det sportsudstyr, vi bruger. På grund af nanomaterialers udbredte anvendelse i samfundet og vores øgede eksponering for dem, er det vigtigt at forstå de potentielt skadelige virkninger, som de kan have på vores sundhed.

Når man skal vurdere den mulige sundhedsfare ved et nanomateriale, gør man det gennem giftighedsstudier med fokus på et specifikt organ, f.eks. leveren, nyrerne eller blodet, og med fokus på indtrængningsvejen, f.eks. munden, lungerne eller huden.

Eksempel:

• I studier af såkaldt mutagenicitet undersøger man et kemikalies evne til at forårsage forandringer i en celles genetiske materiale.
• I studier af indåndingsgiftighed vurderer man, hvilken indvirkning luftbårne nanomaterialer har, når de er kommet ned i lungerne.
• I studier af reproduktionsgiftighed ser man på indvirkningen på forplantningssystemet og afkommets udvikling.
• I dermale studier vurderer man indvirkningen af nanomaterialer, der trænger gennem huden.

Det er en udfordring at gennemføre studier af nanomaterialers giftighed. På grund af deres størrelse og deres overfladeareal kan de have ringe absorption eller lav opløselighed, og deres egenskaber kan være vanskeligere at analysere end andre kemikaliers egenskaber.

Et af de vigtigste formål med at identificere en fare er at fastslå relationen mellem dosen af et stof og effektens sværhedsgrad ("dosis/effekt-relationen"). Gennem studier af giftighed kan man fastsætte en dosistærskelværdi, hvorunder det ikke formodes, at der vil opstå uønskede virkninger. Hvis denne tærskelværdi overskrides, skal den potentielle risiko kontrolleres og håndteres ved at minimere vores eksponering for det pågældende stof.