Eksponering for nanomaterialer
Et nøgleaspekt af enhver risikovurdering af farlige stoffer er vurdering af dets eksponering. Det skyldes, at selvom et kemikalie kan udgøre visse helbredsfarer, bliver disse farer ikke konkrete, medmindre mennesker rent faktisk eksponeres for kemikaliet. Dette princip finder i samme omfang anvendelse på nanomaterialer. Det er derfor væsentligt at forstå, om og hvordan mennesker kan blive eksponeret for nanomaterieler i deres dagligdag, både på arbejde og i hjemmet.
Nanomaterialer har i sagens natur en tendens til klistre sammen for at danne større objekter, kaldet aggregater og agglomerater, hvilket kan påvirke, hvordan de interagerer med f.eks. lungevæv.
Desuden er nanomaterialer i dag inkorporeret i mange produkter, der allerede befinder sig på markedet, i forskellige matricer, som påvirker deres tilgængelighed for brugeren eller miljøet.
Men kan nanomaterialer frigives fra sådanne matricer, og hvor let bliver nanomaterialer "løsnet" fra de større aggregater og agglomerater? Der findes allerede en generel ramme for fastlæggelse af nanomaterialer fra pulver (ISO/TS 12025:2012).
Der pågår yderligere forskning, der skal udvikle nye værktøjer, såsom personlige skærme til måling af eksponeringen på arbejdspladsen for nanopartikler.