Forordning

Flags in front of a conference center

I EU er nanomaterialer omfattet af de samme strenge regelkrav, der garanterer sikker brug af alle kemikalier og blandinger, dvs. REACH- og CLP-forordningerne. Det betyder, at nanoformers farlige egenskaber skal vurderes, og deres sikre brug skal garanteres. Der findes ligeledes specifikke bestemmelser for nanomaterialer i sektorspecifik lovgivning, f.eks. lovgivning om fødevarer, biocider og kosmetik.

For at definere begrebet nanomaterialer har Europa-Kommissionen fremsat en henstilling baseret alene på størrelsen af de iboende partikler af et materiale, uden hensyntagen til faren eller risikoen. Denne definition dækker naturlige, tilfældigt opståede eller fremstillede materialer, og ligger til grund for gennemførelsen af retsforskrifter for denne gruppe af materialer. Ikke desto mindre er det afgørende udgangspunkt for juridiske forpligtelser vedrørende nanomaterialer på visse retsområder, at de kan have forskellige egenskaber sammenlignet med større partikler.

For at kunne produceres lovligt eller indføres til EU skal alle stoffer, der falder ind under REACH-forordningens anvendelsesområde, registreres. Afhængigt af den mængde, der markedsføres, skal producenter og/eller importører, som led i deres registrering, indsende oplysninger om virkningerne på både mennesker sundhed og miljøet, og for farlige nanoformer – et skøn over eksponeringen over hele livscyklussen.

Samme forpligtelser finder anvendelse på nanomaterialer. Når stoffer har farlige egenskaber, kræves det i henhold til forordningen om klassificering, mærkning og emballering (CLP), at disse anmeldes til ECHA og mærkes og emballeres, således at stofferne kan anvendes sikkert.

Selskaber skal være gennemsigtige i deres REACH-registrering, således at de klart anfører, hvordan sikkerheden af nanoformer skal sikres, herunder hvilke foranstaltninger, der er nødvendige for at kontrollere den potentielle risiko korrekt. ECHA's vejledende dokumenter giver yderligere støtte til selskaber om, hvordan de identificerer og indberetter deres nanoformers egenskaber.

Foruden REACH- og CLP-forordningen findes der ligeledes sektorspecifik lovgivning i EU for specifikke grupper af produkter. De dækker f.eks. biocider, plantebeskyttelsesprodukter, kosmetik, farmaceutiske produkter, legetøj, fødevarer og elektroniske apparater.

Lovgivning for miljø-, arbejdstager- og forbrugerbeskyttelse gennemføres typisk i EU gennem direktiver. Hvis nanomaterialer udgør en risiko for miljøet, arbejdstagerne eller forbrugerne, finder de generelle regelsæt i lovgivningen samme anvendelse på nanomaterialer som på andre former af et stof. Eksempler på direktiver er vandrammedirektivet, direktivet om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener samt direktivet om legetøjs sikkerhed. 

Categories Display